Lind

Hjerter skrå i vind,kaller vi for lind.

Det er skrevet mange dikt om lind. Når man ser hjerten som vaier i vinden forstår man  at det har  gitt inspirasjon til mang en dikter.

De trofaste Træer.

 De trofaste Træer, som grønnes og gror i Skove,
der skærmer den fædrene Jord og vogter den Aand,
 som i Huset bor.
Sølvbarkede Stammer en hemmelig Sang af Minder om Slægter,
her vandred engang, henkaster som Solspæt i Grenenes Hang.
Er ikke den Brusen, som køler min Kind, af Minder om Slægter, her vandred engang, en Drøm, en Dryade, i Svøb af en Lind?
Se, Karpen staar sort i den rolige Dam, hvor Gedden, den gamle, gaar mosgroet tam med hver liden Fisk, som i Floden svam.
Fra Sumpene kvækker den gispende Frø, som Sollyn Libellerne glimte af Sø og sejle i Aande af nyslaaet Hø.
Den svovlgule Iris blandt saftige Siv fortæller det ældgamle Sommermotiv — den evige Kresgang, det evige Liv.
Skovduerne kurre, Bogfinkerne slaa, Guldfluerne stille i Luften staa, indspundne af Solen i Evigheds Blaa.
Azáleen tænder sit blussende Flor, og Skovene grønnes og Skovene gror til Værn om de Børn, som i Huset bor.
Se, alle Trær i et sitrende Sus — hvert Blad som en Tunge i Pinsebrus — gaar op mod det hvide, skinnende Hus.
Er ikke de Bølger, der gaar i mit Blod, et Bud fra en Sjæl, som udødelig god gik hjem til den evige Kærligheds Flod?

Michaelis Sophus  (1865-1932)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende